Kjaersweb

Solveig´s edderkopkage smagte ganske udmærket, mindst ligeså godt som den så ud

Den lille ny med sin nye “mor”.
Fra i dag er det et faktum.

ferie tid dejligt

er på trapperne, men eftersom at jeg er på ferie på premiere dagene må det vente til senere at se den .. æv!

Ifølge legenden faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, den dag som vi idag kalder Valdemarsdag (Se også Anders Sunesen og Valdemar 2. Sejr). Korstoget i 1219 var med en mægtig hær, som esterne ikke kunne stille noget op imod. Det er dog usikkerhed om tid og sted er korrekte^[1].

Den ældste kilde siger: Danske i året 1208 kæmpede i Livland, i nutidens Estland på et sted som kaldes Fellin (Viljandi), og (da de næsten var slået) ydmygt påkaldte Guds hjælp, da opnåede de den nåde, at de straks modtog et flag, som faldt ned fra himlen, tegnet med et hvidt kors på en ulden dug. Traditionen fortæller videre, at en himmelsk røst samtidig fortalte, at danskerne ville sejre under dette tegn, hvilket de også gjorde.^[2]. Det er usikkert hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, og kilderne er først nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted ^[1]

Letlands flag, som dog ikke er et korsflag, kan også spore sine rød-hvide farver tilbage til slaget ved Felin, omend i kraprød. Det er muligt, at der er to forhold er knyttet sammen.

Dannebrog er bevidnet af den hollandske herold Gelre (1334-1375), der i værket “Armorial Gelre” blandt andet gengiver et våben for “die coninc van danmarke” visende rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.^[3] Ligeledes i Bellenville-våbenbogen fra 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet Denenbroce over. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068-69 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra Biblioteca Nacional, Madrid, viser væringer fra Miklagaard omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Således er både flaget og navnet dokumenteret senest fra Valdemar Atterdags tid og kan således stamme fra de estiske korstog blot 150 år før, eller måske endda endnu tidligere.

Det danske korsflag kendes brugt af Erik 7. af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl (og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener).

Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.

Under krigen i Ditmarsken i 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var identisk med det originale fra 1219, med. Under slaget på vejen til Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt. Han faldt, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev senere generobret i 1559 – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til en gang i 1660′erne.

I borgerkrigen Grevens fejde, anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme.

 Ravnefanen

Der spekuleres i, at der har været en forløber for det nuværende danske flag, således mener nogle, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne afbildet i sort, når de drog i krig.

Ifølge nogle beretninger skulle Kong Knud 2. den Store eksempelvis have ført en Ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 ^[4]. Om dette var en fane der generelt blev brugt af den danske kongeslægt er dog svært at vide, men faner og flag blev allerede brugt dengang.

Fanen skulle allerede dengang være blevet kaldt Danebroge – Danernes klæde (mærke), og man mener altså derfor at navnet Dannebrog har en længere forhistorie.

Dette indslag er fra Wikipedea

 så fik jeg set den fjerde Terminator film, og det er korrekt som end del har sagt man skal kende sine rødder, men hvis  man gør det er den ganske udmærket. Den fortæller en del, men liægger også op til mere – om producenterne så kan efterleve det er så noget andet. Med denne fjerde del kan man så skille sig af med guvernøren da han ikke længere er en nødvendighed for at fortsætte the Terminator sagaen.

Ud af fem stjerne for at blive i den slags så vil jeg takserer den som en ¤¤¤¤

Okay så er jeg vel det man kalder græsenkemand lige pt. Ikke fordi det har så meget med græs at gøre, men altså alene kort fortalt.
Min kone forlod hus, hjem, børn, mand og hund en tre dages tid til fordel for lidt svensk natur. Det sidste hunden altså, det kan jo undre, når man ved et og andet, nå men skaden var sket, og der stod jeg så med opgave, at passe kræet. Det vil sige give den mad og gå et par ture etc.
Det gør vi ganske vist også til daglig, en morgentur før morgenmaden, hvorefter den passer sig selv resten af formiddagen med en lille lur, fordi ham “far” er der sku ikke meget gang i rent hundemæssigt”set”.  Nå men vi ses jo af og til, især hvis der eventuelt skulle falde lidt guf af undervejs. Om eftermiddagen plejer vi så at gå en lidt længere tur. Sidst på eftermiddagen bliver Cassie så lidt mere urolig, og ligger især foran hoveddøren, fordi så kan “mor” ikke slippe uset ind. Når så gensynglæde for det meste er over, så er der ikke en hund der mere fjetvorn, tikkende og insisterende end den, og det hele går ud på at få “mor ” til at tage sin hund med ud og træne et eller andet, ligegyldigt hvad, bare den kommer afsted med hende. Det sidste jeg plejer at gøre om aftenen er aftenturen. Cassie kommer prompte når jeg gør klar til det. Og det er ikke fordi det er noget særligt, men det er nu engang en tradition. Vi går cirka 50 meter ned ad vejen krydser den og går tilbage, det er det, den får tisset og smutter straks i seng, når vi kommer ind ad døren.

Se, det er det normale, stille og roligt. Men med dagens situation, så syntes jeg, at den skulle forkæles lidt, så jeg tog Cassie med ud i bilen (jep den var tilfældigvis hjemme) og kørte ud til Brande Elværk Sø.
Det gik fint, der var en del, der skulle undersøges og ordnes, men efter en lille stykke tid, så var det ligesom, at der gik gps i det. I ved, når man ikke lige køre, som den har planlagt, så kommer der meldinger som “vend om hurtigst muligt”, “vendom om 80 meter”, “vend om nu!”, og eftersom at man ikke gør det, fordi jeg nu engang har tænkt mig at køre en anden rute, så kommer der hurtigt en ny “vend om om 200 meter” og det var præcist sådan at Cassie reagerede, den forsøgte med stadig stigende intervaler at vende om. Og det kære læsere skyldes, at den er ude, at gå med sin reserve hundefører. Og hvad ligger der så i det, jo tænk nu hvis dens hundefører (den rigtige vel at bemærke) skulle komme hjem, mens den var ude med reserven, det ville jo være forfærdeligt.
Så første tredie del af turen rundt om søen gik med at overtale frøkenen, at vi skulle altså den vej som jeg ville. Nå men til sidst opgav den så ligesom gps’eren, og planlagde en ruten som passede herskabet bedre.
Vel overstået det, så begyndte det næste. Jeg har selvfølgelig lommen fuld af guffer . Cassie begyndte nu, om den kunne lokke den ene guf efter den anden ud af lommen, med grundlag i de mindste anledninger, den kunne finde på. Den diskussion  gik over den næste trediedel af turen, så blev der lidt ro over det. Men nu var vi jo kommet så langt, at Cassie’s pejlingsystem gik på overarbejde. Den vidste præcis, hvor bilen stod nu, og forsøgte indtil flere gange, at skyde genveje for at nå hjem til bilen. Grunden er jo den flertydige, at bilen betyder hjem for at se om hundeføren skulle være kommet hjem, men også at der altid vanker en guf eller to når man er velanbragt i buret.

At være reserve hundefører er ikke nemt, tro endeligt ikke det. Vi foretager jo ikke de samme ting som “hundeføren”, og da det jo -  er det der med “arbejde” træning  – der tæller mest, så vil hundeføren altid være nr. 1. Ikke desto mindre tror jeg, at vi alligevel hygger os lidt med de alternative aktiviteter.

Jens-chr. Kjær og Cassie

Brande den 9. Juni 2009

Det bliver spændende at se hvad 0g hvordan de har gjort

Engle og dæmoner

En film i denne genre er vanskelig, ikke nok med at den har en fortid i DaVinci mysteriet, men den har også en fortid, som bogform.

Da Vinci var jeg på forhånd skeptisk overfor, da den gik fra bogform til film. Bogen var en ”god bog” nærmest umulig at lægge fra sig, og ikke mindst konceptet fængede ikke blot mig, men rigtig mange - for og imod. Filmen levede ikke op til mine forestillinger, men der var så en del andre, som ikke havde det problem, sådan er vi jo så forskellige.

Engle og dæmoner læste jeg noget nær på samme måde, som Da Vinci, og den holdt for så vidt sine uskrevne løfter.

Filmen som sådan er holdt i et fint tempo, der passer til tidsfaktoren, som der er lagt op til. Det dejligt at se 2 danske skuespillere løfte deres opgaver sådan som de gjorde.

Den danske skuespiller Thure Lindhardt har fået rollen som den unge Løjtnant Chartrand i Schweizergarden, hvor hans overordnede spilles af svenskeren Stellan Skarsgaard i filmen. Lindhardt fik faktisk i 2005 den meget store rolle som albinomunken Silas i Da Vinci Mysteriet, men han blev pludselig fyret, fordi Ron Howard mente, at han så for ung ud til rollen. Howard gav rollen til den britiske skuespiller Paul Bettany, men valgte at bruge Lindhardt i den nye film i stedet.

Oprindelig skulle Nikolaj Lie Kaas’ karakter have været tysker, men da Nikolaj blev castet, blev rollen lavet om til at være dansker. Derfor bander Nikolaj lidt på dansk, når hans karakter, Mr. Gray, bliver sur. Hans rolle er væsentlig større end Thures, da det er ham Robert Langdon er på sporet af.

Jeg er lidt træt af, at man ændre i bogens slutning, når man overfører til film mediet, isærda det jo snildt kan laves i dagens filmverden.

Som helhed er filmen ganske udmærket, men som en anden anmelder sagde, så ville han hellere bruge penge på at tage til Rom og selv se på det udlagte spor.