Okay så er jeg vel det man kalder græsenkemand lige pt. Ikke fordi det har så meget med græs at gøre, men altså alene kort fortalt.
Min kone forlod hus, hjem, børn, mand og hund en tre dages tid til fordel for lidt svensk natur. Det sidste hunden altså, det kan jo undre, når man ved et og andet, nå men skaden var sket, og der stod jeg så med opgave, at passe kræet. Det vil sige give den mad og gå et par ture etc.
Det gør vi ganske vist også til daglig, en morgentur før morgenmaden, hvorefter den passer sig selv resten af formiddagen med en lille lur, fordi ham “far” er der sku ikke meget gang i rent hundemæssigt”set”. Nå men vi ses jo af og til, især hvis der eventuelt skulle falde lidt guf af undervejs. Om eftermiddagen plejer vi så at gå en lidt længere tur. Sidst på eftermiddagen bliver Cassie så lidt mere urolig, og ligger især foran hoveddøren, fordi så kan “mor” ikke slippe uset ind. Når så gensynglæde for det meste er over, så er der ikke en hund der mere fjetvorn, tikkende og insisterende end den, og det hele går ud på at få “mor ” til at tage sin hund med ud og træne et eller andet, ligegyldigt hvad, bare den kommer afsted med hende. Det sidste jeg plejer at gøre om aftenen er aftenturen. Cassie kommer prompte når jeg gør klar til det. Og det er ikke fordi det er noget særligt, men det er nu engang en tradition. Vi går cirka 50 meter ned ad vejen krydser den og går tilbage, det er det, den får tisset og smutter straks i seng, når vi kommer ind ad døren.
Se, det er det normale, stille og roligt. Men med dagens situation, så syntes jeg, at den skulle forkæles lidt, så jeg tog Cassie med ud i bilen (jep den var tilfældigvis hjemme) og kørte ud til Brande Elværk Sø.
Det gik fint, der var en del, der skulle undersøges og ordnes, men efter en lille stykke tid, så var det ligesom, at der gik gps i det. I ved, når man ikke lige køre, som den har planlagt, så kommer der meldinger som “vend om hurtigst muligt”, “vendom om 80 meter”, “vend om nu!”, og eftersom at man ikke gør det, fordi jeg nu engang har tænkt mig at køre en anden rute, så kommer der hurtigt en ny “vend om om 200 meter” og det var præcist sådan at Cassie reagerede, den forsøgte med stadig stigende intervaler at vende om. Og det kære læsere skyldes, at den er ude, at gå med sin reserve hundefører. Og hvad ligger der så i det, jo tænk nu hvis dens hundefører (den rigtige vel at bemærke) skulle komme hjem, mens den var ude med reserven, det ville jo være forfærdeligt.
Så første tredie del af turen rundt om søen gik med at overtale frøkenen, at vi skulle altså den vej som jeg ville. Nå men til sidst opgav den så ligesom gps’eren, og planlagde en ruten som passede herskabet bedre.
Vel overstået det, så begyndte det næste. Jeg har selvfølgelig lommen fuld af guffer . Cassie begyndte nu, om den kunne lokke den ene guf efter den anden ud af lommen, med grundlag i de mindste anledninger, den kunne finde på. Den diskussion gik over den næste trediedel af turen, så blev der lidt ro over det. Men nu var vi jo kommet så langt, at Cassie’s pejlingsystem gik på overarbejde. Den vidste præcis, hvor bilen stod nu, og forsøgte indtil flere gange, at skyde genveje for at nå hjem til bilen. Grunden er jo den flertydige, at bilen betyder hjem for at se om hundeføren skulle være kommet hjem, men også at der altid vanker en guf eller to når man er velanbragt i buret.
At være reserve hundefører er ikke nemt, tro endeligt ikke det. Vi foretager jo ikke de samme ting som “hundeføren”, og da det jo - er det der med “arbejde” træning – der tæller mest, så vil hundeføren altid være nr. 1. Ikke desto mindre tror jeg, at vi alligevel hygger os lidt med de alternative aktiviteter.
Jens-chr. Kjær og Cassie
Brande den 9. Juni 2009
